Jesus´opgør!

Her kan du læse om den historiske Jesus.

Hvad Jesus sagde og gjorde er blevet aktuelt igen, nu hvor Islam er kommet til Danmark.

Jesus´ offentlige virke var et opgør med det patriarkalske menneskesyn, som Islam står for i dag.

bkj@km.dk

Ny bog:

NYT FORSVAR 

FOR KRISTENDOM

Den historiske Jesus lagde grunden til kirkens budskab

I boghandlen for 150 kr.

http://www.historicalchrist.com

Hovedtanker i Jesus´ opgør

Siden muslimerne blev det næststørste trossamfund i Danmark i begyndelsen af 1990-erne, er det gået op for de fleste her hjemme, at vort menneskesyn og samfundssyn ikke er en selvfølge. De danske Muslimer har gjort det tydeligt for os, at man kan se væsentlig forskelligt på selv de mest grundlæggende ting i tilværelsen.

Det er derfor blevet påkrævet at vi gør os alle klart, hvad vi tidligere opfattede som en selvfølge. Vi har fået brug for at dykke ned i vor egen historie for at finde oprindelsen til vor måde at tænke på. Oprindeligt har vi vort syn på hinanden, samfundet og Gud fra jøden Jesus. Jesus fra Nazaret tog et afgørende opgør med sin samtids måde at tænke på. Det opgør har betydet meget for vor måde at se på hinanden som mænd, kvinder og børn. Vor måde at se på familie, venner og fjender. Vor opfattelse af syge og handicappede. Vore begreber om mad og drikke. Vor forståelse af tro, håb og kærlighed. Vore tanker om liv og død. Vore ideer om Gud.

Selvom Islam blev til 600 år efter Jesus, så var hans opgør også et opgør med Islam. Islam henviser nemlig til Abrahams pagt med Gud, som jøderne allerede på Jesus´ tid byggede deres religion på. For muslimerne er det stadig den afgørende aftale mellem Gud og mennesker. Ligesom det var den grundlæggende aftale for jøderne på Jesus´ tid. Jøderne mener at pagten er indstiftet på tempelbjerget i Jerusalem. Muslimerne mener at pagten er oprettet på et bjerg ved Mekka.

Jesus´ offentlige virke var et opgør med Abrahams pagt. Jesus ville lave en ny pagt. Hvad han sagde og gjorde er derfor særdeles spændende, når vi i dag skal forholde os til Islam.

Lad os først se på Abrahams aftale med Gud. Hvad betyder den for vort syn på hinanden og vort syn på samfundet.

Abraham kaldes af muslimerne Ibrahim. I bibelen omtales Abraham som far til Ismael og Isak. Araberne anser sig selv som efterkommere af Ismael, og jøderne mener at være efterkomme efter Isak.

Fortællingen om Abraham, der skal ofre sin søn på Guds befaling, er et godt billede på den pagt, Gud indgik med Abraham, ifølge jøderne og muslimerne. Pagten er en aftale, hvor Gud lover Abraham at han skal få børn, børnebørn, oldebørn – ja, efterkommere generation efter generation ligeså talrige som himlens stjerner. Gud lover Abraham at netop han skal blive stamfar til de mennesker, der skal opfylde jorden efter skabelsens bestemmelse.

Til gengæld skal Abraham være Gud hundrede procent lydig.

Det fortælles at Abraham får ordre til at ofre sin søn. Fortællingens højdepunkt er, da Abraham skal til at dræbe sin søn. Da griber Gud ind, og Abraham ofrer i stedet en vædder. Pointen er at Abraham ikke skal ofre sin søn, når han er lydig. Men han skal ofre sin søn, når han er ulydig. Det sidste er meget afgørende for det patriarkalske livssyn, som Abrahams pagt er udtryk for. Det betyder nemlig at hvis Abraham er ulydig overfor Gud, så skal Abrahams søn straffes. For jøderne og muslimerne er far og søn forbundet som én person i forhold til Gud. Hvis faderen er ulydig, skal sønnen straffes!

Abrahams pagt med Gud giver Abraham og hans efterkommere mulighed for at opfylde menneskets bestemmelse ifølge skabelsesfortællingen. Abraham får ved denne aftale en fortrinsret frem for andre mænd. Han er særlig udvalgt.

I Paradis havde Adam og Eva evigt liv fra Livets træ. Efter syndefaldet kan de ikke selv leve evigt; men de kan få børn og derved leve evigt gennem deres efterkommere. Efter syndefaldet er det menneskets bestemmelse at få efterkommere for at opfylde jorden.

Drengebørn er Guds største velsignelse, ifølge jøder og muslimer. Især de førstefødte drenge er udtryk for Guds særlige velvilje. Pigebørn regnes derimod ikke for så stor en velsignelse. Og et handicappet barn ses som udtryk for Guds forbandelse og modvilje.

Diskriminationen af drenge og piger blandt jøder og muslimer henter også sin begrundelse i skabelsesfortællingen. Der fortælles det at Adam skabes af Gud ved jord og ånd. Eva derimod skabes af Adams ribben. Ordet Adam betyder menneske, og ordet Eva betyder livets moder. Kvinden ses altså ikke som et helt menneske, men som livets moder, der er skabt af en del af mennesket. Kvinden betragtes ikke som et fuldt udviklet menneske. Hvis hun var et menneske skabt af Gud, så var hun som en mand. Det er tankegangen bag forskelsbehandlingen af drenge og piger, mænd og kvinder i de jødiske og muslimske samfund.

Ligeledes med handicappede. De forskelsbehandles, fordi de ikke er fuldt og helt mennesker.

Kvinders bestemmelse ifølge skabelsesfortællingen er at føde mandens (menneskets) børn. Derfor er kvindens plads indenfor hjemmets fire vægge. Hun er mandens "fødemaskine". Det er hendes opgave her i livet at føde mandens børn. Muslimerne tager dette så bogstaveligt, at kvinden ikke må færdes offentligt, uden hun er tilhyllet. Alt efter hvilken muslimsk tradition, der hersker i landet, skal kvinden tildækkes mere eller mindre, når hun færdes offentligt. Hun må kun have kontakt med mænd gennem mændene i sin familie.

Jøderne på Jesus´ tid og muslimerne i dag mener at alt hvad, der sker, er Guds vilje. Alt hvad, der sker, betragtes enten som Guds velsignelse eller Guds forbandelse. Gud tager og Gud giver. Derfor skal fædrene heller ikke aktivt ofre deres børn. Gud tager børnene og sine øvrige velsignelser tilbage som straf. En muslim kan ikke udtrykke noget om fremtiden uden at slutte med ordene: "Om Allah vil!"

Mennesket er for jøder og muslimer først og fremmest et medlem af familien, et medlem af slægten. Mennesket får sin identitet i forhold til familien. Som far og søn, som mor og datter, som bror og søster, som fætter og kusine, onkel og tante osv.. Mennesket ses ikke som et selvstændigt individ; men som en del af familien og slægten. Da livet først og fremmest drejer sig om at videreføre slægten, har mennesket sin betydning og værdi ud fra sin plads i familien. Den ældste ledende far, patriarken, står højest i familiens hierarki. Så hans førstefødte søn. Derefter de øvrige fædre og sønner. Lavest står de handicappede familiemedlemmer.

Islam er religiøs begrundelse for det patriarkalske menneske- og samfundssyn. Den er hentet fra Jødedommen. Den er hentet fra fortællingerne i Det gamle Testamente.

Som Islam har kristendommen også sine rødder i jødedommen. Men med Jesus i spidsen hentede de første kristne, der var jøder, deres anderledes menneske- og samfundssyn i den del af jødedommen, der var i opgør med det patriarkalske.

Jesus var stærkt inspireret af Johannes Døber. Johannes Døber profeterede om Guds kommende vrede. Han var en domsprofet, der krævede en bedre livsførelse af folk. "Og kom ikke og sig ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér." (Lukasevangeliet 3:8). Abrahams pagt med Gud tæller ikke mere, sagde Johannes Døber.

Johannes Døber var en profet i tradition med tidligere jødiske profeter. F.eks. profeten Ezekiel som vi kender fra Ezekiels Bog i Det gamle Testamente. Her omtales det patriarkalske menneskesyn meget nedladende: "Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får rådne tænder." (Ezekiels Bog 18:2). Der lægges afstand til den opfattelse at sønnerne bliver straffet for fædrenes ulydighed.

På Jesus´ tid følte jøderne ikke at Gud straffede dem for noget, de selv havde gjort galt. De følte sig skyldfri. De følte ikke at de selv havde ansvaret for deres egen ulykke. F.eks. den ulykke at landet var besat. Som det udtrykkes i Klagesangene i Det gamle Testamente: "Vore fædre syndede; de er ikke mere; vi må bære deres straf." (Klagesangene 5:7). Johannes Døber ville gøre op med denne holdning.

Jesus lod sig døbe af Johannes Døber. Hans offentlige fremtræden startede med dåben til syndernes forladelse. Han lærte sine disciple at bede til Gud med ordene: Fader vor! Han fortalte sine disciple – ikke at de var Abrahams børn – men Guds børn! Det var noget afgørende nyt for hans samtidige. For Jesus var Guds udvalgte ikke mere Abraham og hans efterkommere. Nej, Guds udvalgte var for Jesus, dem der fulgte ham. Konsekvent talte Jesus om Gud som deres himmelske far.

Når vi bliver døbt i vor treenige Guds navn – Faderens, Sønnens og Helligåndens - så bliver vi adopteret af Gud, så bliver vi Guds børn. I dåben bliver vi i familie med Gud. Det vil sige at ideen, om at alle mennesker er brødre og søstre, er noget specielt kristent. Klostervæsenet med nonner og munke, der kalder hinanden søstre og brødre, er et oldgammelt udtryk for dette.

For jøderne og muslimerne er det naturligt at sønnerne skal straffes for fædrenes synder. Men den opfattelse mister sin betydning i kristendommen. Gud, vor himmelske far synder jo ikke, så hans sønner kan ikke straffes for noget, vor himmelske far ikke har gjort. Gud er ikke ulydig mod sin egen vilje, så Guds børn arver ikke nogen straf.

Jesus kom altså ikke og benægtede Abrahams pagts gyldighed. Jesus sagde ikke at det er noget sludder, at sønner straffes for fædres ulydighed. Jesus sagde derimod at mennesker, som Guds børn, ikke arver nogen synd. I den forstand fjernede Jesus Arvesynden.

Man kan godt sige at vi kristne bevarer den patriarkalske måde at tænke på. Nemlig med Gud som patriarken og alle mennesker som hans børn. Dertil kommer at de første kristne tænkte sig Jesus fra Nazaret som Gud faders førstefødte søn. De tænkte sig Jesus som kronprinsen til Guds kongerige.

At det virkelig var alvor for Jesus og de første kristne kommer til udtryk, da de første ikke-jøder blev døbt i Jesu navn. Da beslutter man, at mændene ikke skulle omskæres, som jøderne var det. Omskærelsen var nemlig tegn på at man var indviet til Abrahams pagt med Gud. Omskærelsen er Abrahams pagttegn både for muslimer og jøder i dag. Det skulle de første kristne ikke-jøderne ikke påtvinges.

Den nye pagt

Jesus valgte at sætte sit liv ind på opgøret med det patriarkalske livssyn. Han ville gøre endeligt op med den gamle pagt, Abraham havde indgået med Vor Herre. Han ville stifte en ny pagt. Derfor opfordrede han folk til at slå følge med ham – først rundt i landet for til sidst at sætte kursen mod templet i Jerusalem, hvor Abrahams pagt i tidernes morgen var indstiftet, ifølge jøderne. Jesus udvalgte 12 apostle, som landet rundt skulle forkynde at Faderens kongerige er kommet nær, inden de alle satte kursen mod Jerusalem.

Jesus udtrykte sit opgør med Abrahams pagt på flere måder. Da de var kommet til Jerusalem, sagde han om tempelbjerget: "Den der siger til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i haver! Og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske, for ham sker det." (Markusevangeliet 11:23).

Eller "da Jesus forlod templet, sagde en af hans disciple til ham: Mester, se alle de store sten og alle de store bygninger! – Og Jesus sagde til ham: Ser du disse mægtige bygninger? Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned." (Markusevangeliet 13:1-2).

Jesus valgte at sætte sit liv ind på opgøret. Derfor skulle opgøret været til påskefesten i templet. Jøderne har flere højtider i løbet af året, hvor de på Jesus´ tid valfartede til Jerusalem for at fejre festlighederne i templet. Jesus kunne for så vidt have valgt at vandre til Jerusalem med sine tilhængere til andre højtider end påsken. Men han valgte netop påskehøjtiden for at understrege formålet med sit offentlige virke.

Lad os derfor se på fortællingen om tilblivelsen af den jødiske påskefest.

Det fortælles i Det gamle Testamente at Abrahams, hans søn Isaks og hans søn Jakobs efterkommere var slaver i Egypten. Da kalder Gud Moses til at befri dem fra slaveriet. Men kravet om deres frigivelse bliver afvist af kong Farao. Kong Farao er afvisende på trods af at Egypten hjemsøges af plager. Plagerne er Guds straf for kong Faraos ulydighed. Kong Farao er meget udholdende, men den sidste af de i alt ti plager bliver afgørende. "Dette siger Herren: Ved midnat går jeg midt gennem Egypten. Så skal alle førstefødte i Egypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos trælkvinden, som sidder ved kværnen." (2. Mosebog 11:4-5).

De jødiske slaver (trælkvinden ved kværnen) kunne undgå den sidste plage, hvis de slagtede et lam. De kunne undgå at miste deres førstefødte sønner, hvis de smurte lammets blod på husets to dørstolper og overliggeren. "Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen. Når Herren går gennem Egypten for at slå dem ned og ser blodet på overliggeren og de to dørstolper, vil Herren springe den dør over. Han vil ikke lade ødelæggeren gå ind i jeres huse og slå jer ned. Dette skal I overholde som forordning for jer og jeres børn til evig tid." (2. Mosebog 12: 22-24).

Den jødiske påskefest blev til, fordi jøderne ville fejre at Gud gjorde en undtagelse fra pagten med Abraham. Som slaver var jøderne kong Faraos ejendom. Guds straf for Faraos ulydighed skulle også gå ud over hans ejendom (trælkvinden). Men Gud lod nåde gå for ret. De førstefødte sønners liv blev sparet. Blodet fra det slagtede lam reddede dem. Det slagtede lam blev således et erstatningsoffer for alle Abraham-slægtens førstefødte sønner, der levede i slaveriet i Egypten, ifølge fortællingen fra Det gamle Testamente. Det havde Jesus i tankerne, da han drog op til påskefest i templet i Jerusalem.

Jesus ville indstifte den nye pagt med Gud. Han ville indstifte den ved med sit liv som indsats at opfylde den gamle pagt på hele Abrahams slægts vegne. Han ville være erstatningsoffer for alle Abraham-slægtens førstefødte sønner og øvrige familiemedlemmer. Ved at påtage sig straffen for hele slægtens ulydighed over for Gud, ønskede Jesus at skabe grundlaget for en ny pagt, hvor man ikke mere er udvalgt som Abrahams børn, men som Guds børn.

På mange måder er tilknytningen til den jødiske påske overleveret i kirken. F.eks. synger vi "O, du Guds lam!" (Salme nr. 365 i Den danske Salmebog) i forbindelse med nadveren ved gudstjenesten. I Johannes-evangeliet omtales Jesus som "Guds lam" , (Johannes-evangeliet 1:29) og det fortælles dér, at Jesus døde på korset i det øjeblik, der var tradition for at slagte påskelammet. (Johannes-evangeliet 19:31).

Den ældste nedskrevne udtalelse, vi har overleveret af Jesus, er også den mest centrale for at forstå hans offentlige virke og kristendommens budskab. Allerede omkring år 50 nedskrev Paulus de ord, Jesus udtalte, da han indstiftede nadveren.

"For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig! – Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!" (1. Korinterbrev 11:23-25).

Jesus indstiftede den ny pagt i forbindelse med påskemåltidet, ifølge Matthæus, Markus og Lukas-evangelierne. Historisk set underbygges det af at Jesus ikke som andre jøder holdt påskemåltidet med familie, venner og naboer. Selvom Jesus betragtede alle sine disciple som sin familie, så holdt han alligevel kun påskemåltidet med nogle særligt udvalgte, nemlig de tolv apostle. De tolv repræsenterede således hele det jødiske folk, der oprindeligt bestod af tolv stammer. Jesus vidste før påskemåltidet at han ville indstifte nadveren med de tolv som repræsentanter for Abrahams slægt. Således byggede han den ny pagt på den gamle pagt.

Den ny pagt erstatter Abrahams pagt om lydighed til gengæld for mange efterkommere. Den ny pagt handler om lydighed til gengæld for arveret til Guds kongerige.

Hvor den gamle pagt forlangte lydighed før belønningen blev givet som frugtbarhed, så giver vor himmelske far i den ny pagt os arveretten til hans rige, før vi skal vise vor lydighed. I dåben får vi arveretten, bare vi ønsker den. Den ny pagt giver os retten til at kalde Gud "Vor far". Løftet i dåben om arveret til Guds rige, det evige liv er vort kristne livsgrundlag. Det løfte skal vi sætte vor lid til og leve ud fra.

Jesus ofrede sit liv for at etablere den ny pagt. Han påtog sig straffen for Abrahams og Abraham efterkommeres ulydighed mod Gud. Jesus frigjorte os fra Arvesynden og gav os friheden til at leve vort eget liv, på vort eget ansvar. Vi har fået friheden til kun at stå til ansvar for vore egne handlinger, vor egen måde at leve på. Vi skal ikke se alverdens ulykker og uheld, sygdom og fattigdom som Guds straf for noget, vore forfædre har gjort galt. Vi skal heller ikke se det at sætte børn i verden som det væsentligste i tilværelsen. Vi skal ikke leve for de døde forfædre og de ufødte børn. Vi skal leve for de mennesker vi er sat i livet sammen med. Og hvordan vi skal gøre det, havde Jesus også et bud på.

Jesus var udmærket klar over at det er svært at betragte Gud som sin far. Det vil give splid i familien. Familien følte sig truet. Jesus sagde: "Tro ikke at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender." (Matthæusevangeliet 10:34-36). F.eks. måtte Jesus nærmeste disciple forlade deres arbejde som fiskere, forlade deres familie og vandre rundt i Palæstina sammen med Jesus eller to og to. De havde forsørget deres familie. Nu måtte familien klare sig uden deres medvirken. Det har ikke været lige nemt.

Jesus var usædvanlig kompromisløs i sit opgør med det patriarkalske. En af hans tilhængere ønskede at følge ham, men sagde: "Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far. – Men Jesus sagde til ham: Følg mig, og lad de døde begrave deres døde." (Matthæusevangeliet 8: 21-22). Det var virkelig hård tale i et patriarkalsk samfund.

Det er påfaldende at Jesus´ far Josef kun omtales i fødselsfortællingen. Vi hører ikke mere til ham i overleveringen. Heller ikke de steder, hvor resten af Jesus´ familie omtales. Jesus blev heller ikke kaldt Jesus Josefs søn, som det var almindeligt for at angive hvilken slægt, han tilhørte. Jesus blev omtalt i sin samtid som Jesus fra Nazaret. Det må være det tilnavn, han fik, da han flyttede til Kapernaum. Selvom Jesus siges at være af kong Davids slægt – også i Paulus´ breve - så blev han alligevel ikke kendt som Josefs søn.

Jesus havde nok lidt problemer med sin familie. Jøderne og muslimerne mener at det enkelte menneske først og fremmest er til for slægten og familiens skyld. Det fortælles at Jesus ikke helt ville kendes ved sin familie. På sin vandring blev han en dag opsøgt af sin mor og brødre. "De stod udenfor huset, hvor han var og sendte bud ind til ham for at kalde ham ud. Da Jesus hørte det, sagde han: Hvem er min mor og mine brødre? – Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: Se, her er min mor og mine brødre! For den som gør Guds vilje, er min bror og søster og mor." (Markusevangeliet 3:33-35).

Jesus ville ikke favorisere sin familie. Vi er alle i familie med hinanden. Vi er Guds børn og som sådan er vi alle brødre og søstre. Ingen skal favoriseres frem for andre. For Jesus er fædre og mødre, sønner og døtre, fætre og kusiner, onkler og tanter alle sammen brødre og søstre med hinanden og alle andre mennesker. Ingen er mere værd end andre. "Da han var kommet inden døre, spurgte han dem: Hvad var det, I talte om på vejen? Men de sagde ikke noget, for på vejen havde de talt med hinanden om, hvem der var den største. Så satte han sig ned, kaldte de tolv til sig og sagde til dem: Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener. Så tog han et lille barn, stillede det midt iblandt dem." (Markusevangeliet 9:33-36).

I det patriarkalske samfund er ikke mindst børnene meget udsat. Det er klart, at når de principielt skal bære straffen for de voksne, så regnes deres liv ikke for så meget som en voksen. Selv Jesus´ disciple havde svært ved at forstå at børnene skulle værdsættes på lige fod med "de ældste", på lige fod med de ledende mænd i samfundet. "De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds kongerige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige, ligesom man modtager et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem." (Markusevangeliet 10: 13-16).

Den jødiske lovgivning på Jesus´ tid var ligesom muslimernes nuværende Shariá lov indrettet efter det patriarkalske syn på mennesker og samfund. Derfor måtte Jesus agitere for en revision af Moseloven, så den kunne tilpasses det livssyn, der ligger bag den ny pagt. F.eks. var ægteskabsloven mændenes bedste middel til at undertrykke kvinderne og familien i øvrigt. Moselovens forordninger for ægteskabet gav mændene og kun mændene mulighed for at gifte sig og skille sig, som det passede dem.

Jesus ønskede at ligestille mænd og kvinder i ægteskabet. Han gjorde det ud fra en anden tolkning af skabelsesfortællingen, end den patriarkalske, hvor kvinden ikke blev betragtet som helt menneske.

"Så kom der nogle farisæere, og for at sætte ham på prøve spurgte de ham: Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru? Jesus svarede dem: Hvad har Moses påbudt jer? Og de sagde: Moses har tilladt manden at skrive et skilsmissebrev og så skille sig fra hende. Han sagde til dem: Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud; men fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde. Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille." (Markusevangeliet 10: 2-9). Jesus stillede mænd og kvinder lige i ægteskabet. Ingen måtte lade sig skille eller gengifte. Det sidste var dog til stor ulempe for enkerne. Det forhindrede dem i at få en livsnødvendig forsørger. Derfor har der altid blandt kristne været en særlig omsorg for enker og faderløse børn. Det er de to grupper i det patriarkalske samfund, der er mest udsat. Når de første kristne tænkte på de fattige, så tænkte de især på enker og faderløse børn. De første kristne skabte et nyt fællesskab, et alternativ til slægtens og familiens. "De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov." (Apostlenes Gerninger 2: 45).

Jesus´ skærpelse af ægteskabsloven var ikke fremmed i det jødiske samfund dengang. Man opfattede forbudet mod skilsmisse og gengiftting som et ideal. Kun ypperstepræsten, der havde adgang til det helligste rum i templet i Jerusalem, skulle som den eneste jøde efterleve dette forbud på Jesu tid.

Ifølge Johannes-evangeliet 8: 3-11 blev en kvinde engang stillet foran ham med ordene: "Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du? Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende."

Ingen kastede den første sten. De gik og lod kvinden tilbage. Til hende sagde Jesus: "Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig? Hun svarede: Nej, Herre, ingen. Så sagde Jesus: Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere."

Denne episode med den anklagede kvinde fik betydning for de kristnes holdning til stening som afstraffelse. Da Gud er den eneste, der er uden synd, tilkommer det ikke noget menneske at kaste den første sten. Stening forekommer således ikke i kristne samfund.

For Jesus kan Guds vilje, som jøderne har nedskrevet i Moseloven og muslimerne i Shariá, formuleres i ét enkelt bud, kaldet det dobbelte kærlighedsbud. "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke. Og du skal elske din næste som dig selv." (Markusevangeliet 12: 30-31). Din næste er ikke alene din biologiske familie, dine forældre, onkler og tanter, brødre og søstre, fætre og kusiner. Det er også alle andre mennesker, du har med at gøre. Selv dine fjender, siger Jesus. "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige." (Matthæusevangeliet 5: 44-45).

Det var nyt med Jesus, når han anså det for Guds vilje at alle mennesker er lige værdifulde for Gud og hinanden. Han ville ikke anerkende at mænd er mere værdifulde end kvinder og børn. Han ville ikke anerkende at familie og venner er mere værdifulde end fremmede og fjender.

Under sit offentlige virke brugte Jesus det meste af sin tid på de syge og handicappede. Ingen – end ikke hans værste fjender – var i tvivl om at han kunne helbrede syge og handicappede. Men der var delte meninger om, hvor han havde sin helbredende kraft fra. Var det fra Gud eller Satan? Det kunne jøderne ikke blive enige om.

Nyfødte med et handicap, blev også blandt jøderne på Jesus´ tid, set som udtryk for Guds modvilje og forbandelse af forældrene og familien. Helt som muslimerne ser på de handicappede i dag.

De nyfødtes handicap betragtes som Guds straf for forældrenes eller forfædrene synder. Blev man handicappet som voksen, f.eks. ved en sygdom eller ulykke, så kunne det også være Guds straf for den voksnes egne synder.

Det var ikke alene socialt, de handicappede mistede anseelse; de mistede også retten til at komme i templet i Jerusalem og deltage i den almindelige gudsdyrkelse. De handicappede - det vil sige de sindssyge, de spedalske, de blinde, de stumme, de lamme og lemlæstede, enhver med fysiske og psykiske skavanker blev mere eller mindre udstødt af familien og overladt til at klare sig selv. I Jerusalem var der en hel bydel for spedalske på Jesus´ tid.

Blev man helbredt for sit handicap, var det som at blive født på ny. Det var at få sit sociale og religiøse liv tilbage. Derfor er der ikke noget at sige til at rygterne om Jesus og hans helbredelser bredte sig som en steppebrand ud over Palæstina og de nærliggende egne. Evangeliernes billede af, hvordan Jesus blev opsøgt af syge tidlig og sent, hvor han kom og gik, giver et realistisk indtryk af, hvor meget det betød for folk at blive et handicap kvit.

Derimod tyder meget på at de toneangivende i det jødiske samfund ikke kunne se det gode i Jesus´ helbredelser. De mente at han havde magt over dæmoner, og derfor måtte være i ledtog med dæmonernes leder, som de kaldte Beelzebul. Deres ræsonnement var at man ikke kan have magt over nogen uden at være deres leder.

Jesus argumenterede imod denne tankegang med ordene: "Ethvert rige, der kommer i splid med sig selv, lægges øde, og hus falder over hus." (Lukasevangeliet 11: 17) Jesus kunne ikke se, hvad det skulle gavne dæmonerne at han forjagede dem fra de mennesker, de havde besat. Det ville vel heller ikke gavne romerne, hvis de blev forjaget fra de lande, de havde besat.

Jesus så sine helbredelser som udtryk for Guds rige. Han opfattede sine helbredelser som tegn på at Guds rige er kommet i hans virke. Gud vil nemlig gøre alting godt. I Guds rige skal ingen være syge eller handicappet. For de helbredte var hans helbredelser også ophævelse af Guds straf og forbandelse over familien og slægten.

Som for andre jøder var skabelsesfortællingerne også for Jesus idealbilleder. Jøderne hentede deres ideale forestillinger i skabelsesfortællingerne. For dem var skabelsesfortællingerne historier om menneskets første tid på jorden. Historier fra den gang, da alt var godt, som Gud havde tænkt sig.

Fra de profetiske bøger i Det gamle Testamente ved vi at mange jøder forestillede sig, at menneskehedens historie har en afslutning på samme måde, som den har en begyndelse. Man forestillede sig at Gud i de sidste tider vil genskabe den idealverden, det hele startede med. Således også Jesus. Han så sine helbredelser som udtryk for at Gud vil genskabe det Paradis, som var i begyndelsen.

Ifølge skabelsesfortællingen så var Adam og Eva vegetarer (1. Mosebog 1: 29). De levede i en have og spiste frugterne fra havens træer og buske. Men jøderne spiste ikke alene frugter og brød, de spiste også kød på Jesus tid. Dog måtte de kun slagte dyr til føde, hvis de ofrede noget af dyret som brændoffer til Gud (3. Mosebog 3: 1-17). Denne regel om ofring af dele af det slagtede dyr til Gud og præsterne var meget afgørende for Gudsdyrkelsen i templet. Det gjorde at templet praktisk talt var et stort slagtehus med et brændalter, der konstant sendte en stinkende røgsky ud over Jerusalem.

Jesus anerkendte ikke denne regel. Han mente, den er menneskeskabt. Han forlangte på den anden side heller ikke at hans disciple skulle være vegetarer. Han opfordrede dem til at spise, hvad de blev budt! Det tyder på at han henholdte sig til Noahs pagt med Gud. Noah reddede alle verdens dyr fra syndfloden. Derfor fik han og hans efterkommere ret til at slagte dyr til føde. Gud sagde. "Alt, hvad der rører sig og lever, skal I have til føde. Jeg giver jer det alt sammen, ligesom jeg gav jer de grønne planter. Men kød med liv i, med blod i, må I ikke spise." (1. Mosebog 9: 3-4).

Jesus sagde, at "der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent." (Markusevangeliet 7: 15). Jesus mente ikke at maden, vi spiser, skal være kultisk ren. Noahs pagt har gjort særlige ritualer overflødig. Vi skal ikke ofre dele af det slagtede dyr, end sige gennemføre noget specielt ritual i forbindelse med slagtningen. Den dag i dag mener såvel jøderne som muslimerne at slagtningen skal foregå under et ritual, der gør det slagtede dyr kultisk ren og spiselig. De mener også at en række dyr ikke kan gøres spiselige ved noget ritual. F.eks. grise og svin. Når jødernes har slagtet dyret efter forskrifterne, er det blevet ren, det vil sige "kosher", og når muslimerne har slagtet efter forskrifterne er det "Halal".

Da Jesus levede, var Palæstina besat af romerne. Landet var under romersk jurisdiktion og romersk møntfod. Palæstina var delt op i flere områder med større eller mindre selvstyre. Nazaret, hvor Jesus voksede op lå i Galilæa under Herodes Antipas, og Jerusalem lå i Judæa under Pontius Pilatus.

Overleveringerne giver et klart indtryk af at Jesus ikke ville have med romerne at gøre. På sin vandring rundt i landet undgik han systematisk de større byer, hvor romerne holdt til. F. eks. Lå byen Sepforis mindre end ti km fra Nazaret. Den var i en periode tilholdssted for Herodes Antipas og havde et romersk teater. Jesus færdedes i de små landsbyer: Nain, Betsajda, Korazin og holdt til i fiskerbyen Kapernaum, hvor der var et toldsted og en synagoge. Han opsøgte ikke storbyen Sepforis.

Det har været kendt af Jesus´ samtidige at han undgik besættelsesmagten, for da han hin påske kom til Jerusalem, blev han mødt med mange spørgsmål af jødernes ledende folk, der samarbejde med romerne. Han blev f.eks. spurgt, om det var rigtigt af jøderne at betale skat til den romerske kejser. Det var et livsfarligt spørgsmål for en mand, der havde mange tilhængere, og som mange lyttede til. Romerne havde allerede under Herodes Antipas´ ledelse i Galilæa ladet Johannes Døber henrette, bare fordi han kritiserede Herodes Antipas´ brud på ægteskabsloven. Johannes Døber havde også mange tilhængere og mange lyttede til ham. Det blev Herodes Antipas for stor en trussel.

Jesus svarede: "Hvorfor stiller I fælde for mig? Ræk mig en denar, for at jeg kan se den. De rakte ham en, og han siger til dem: Hvis er det billede og den indskrift? De svarede ham: Kejserens. Da sagde Jesus til dem: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" (Markusevangeliet 12: 15-17).

Umiddelbart lyder Jesus´ svar meget tilforladeligt; men det var faktisk en opfordring til oprør mod besættelsesmagten. Sagen er jo, at hvis jøderne skal give kejseren alle hans mønter tilbage, så kan man jo ikke bruge hans møntfod. Ved at give kejseren alle hans penge tilbage, fratager man derved mønterne deres værdi, som betalingsmiddel. Man anerkender simpelthen ikke at de romerske mønter er noget værd. De er bare billeder og inskriptioner – ikke penge. Jesus ville ikke have noget med romerne at gøre.

Fra enhver besættelse ved vi, at toldere og prostituerede, der arbejder for besættelsesmagten er de mest foragtede af et lands indbyggere. Netop toldere og syndere havde Jesus et særligt forhold til. Farisæerne spurgte, hvorfor Jesus spiste sammen med toldere og syndere. Han svarede: " De raske har ikke brug for læge, men de syge." (Markusevangeliet 2: 17). Toldere og prostituerede forlod deres arbejde for at følge Jesus.

Ordet testamente har to betydninger. Det kan betyde en erklæring om, hvad der skal ske med en arv. Og så kan det betyde en aftale eller en pagt. Det er den sidste betydning, vi har, når vi taler om Det ny og Det gamle Testamente i bibelen. Det gamle Testamente omhandler altså den gamle pagt. Den Gud indgik med Abraham ( og som udbygges med Moses). Det ny Testamente omhandler den aftale, Jesus sætter sit liv ind på. Den kristendommen bygger på.

Intet tyder på at Jesus ikke anerkendte Abrahams pagt med Gud. Han mente at den havde haft sin tid. Med hans offentlige virke kom en ny pagt, der blev indstiftet ved påskemåltidet, som var forbeholdt ham og de tolv. De tolv deltog i indstiftelsen som repræsentanter for det oprindelige Israel. Jesus valgte påsken til indstiftelsen af den nye pagt, fordi netop påsken er en fest i anledning af at Gud tilsidesætter Abrahams pagt, for at befri Israel fra slaveriet i Egypten. Den jødiske påske fejrer således et forvarsel til den nye pagt. Et forvarsel om Guds nåde og afskaffelse af arvesynden.

Til tops